Få profitabel vækst

Google Search Console – Guide til SEO værktøjet fra Google

Find jeres SEO-potentiale

med Google Search Console

Indholdsfortegnelse

Hvad er Google Search Console?

Google Search Console er et vigtigt værktøj for enhver, der arbejder med SEO, da det giver adgang til tallene direkte for Google og giver dig en række nyttige rapporter. Derudover får du også en række værktøjer til at kommunikere nyttige informationer til Google, eksempelvis fjernelse af sider, anmodning om indeksering, disavow af links samt validering af rettelser.

Denne artikel vil gennemgå:

  • Metrics
  • Google Search Console rapporter
  • Filtrering 
  • Nyttige regex hacks til analyse
  • Værktøjer, der lader dig kommunikere til Google om ændringer på siden.

Effektivitetsrapporten i Google Search Console

Klikker du på fanen effektivitet, mødes du som det første af denne graf, som er en visuel repræsentation af de metrics, der er helt centrale for din organiske performance.

Google Search Console

Metrics i effektivitetsrapporten

Du får her et hurtigt overblik over klik, eksponeringer, CTR og gennemsnitlig position

Klik

Den mest centrale performance metric i GSC er naturligvis klik. Du skal dog aldrig lade dine klik i Search Console stå alene, men sammenholde dem med sessionslængde, bouncerate samt konverteringsrate i Google Analytics, så du kan tage en informeret beslutning for din fremtidige SEO-strategi. Får du mange klik, men ingen hårde eller bløde konverteringer, bør du overveje, hvorvidt de søgeord, der modtager flest klik i Search Console, er relevante for dig. Hvis søgeordene er relevante, bør du se ind i konverteringsoptimering, så du kan får den maksimale værdi ud af de værdifulde organiske klik.

Eksponeringer

Eksponeringer er udtryk for, hvor ofte din hjemmeside bliver vist i Googles resultater, og det er her, man først ser effekten af en ny-lanceret SEO-strategi. Falder dit antal af eksponeringer derimod pludseligt, bør du undersøge, om du har ændret i setuppet på din hjemmeside: 

  1. Har du fjernet en landingsside eller produktside?
  2. Har du ændret reglerne i din robots.txt-fil?
  3. Ændret på on-page faktorer som titles, copy eller header tags? 
  4. Tilføjet no-index eller no-follow tags?

Kan du ikke umiddelbart finde et større site-wide issue, der begrunder faldet, bør du analysere nærmere på, hvilke sider og forespørgsler der har mistet eksponeringer. Herfra begynder detektivarbejdet med at finde de bagvedliggende grunde.

Gennemsnitlig position

Umiddelbart kunne man tro, at en stigende gennemsnitlig position altid er et godt tegn. Det er dog ikke tilfældet, hvis dit antal af eksponeringer er nedadgående, da den stigende position her vil være udtryk for, at du bliver vist sjældnere og på færre søgeord. Det modsatte er også tilfældet – en nedadgående gennemsnitlig position i den generelle rapport er ikke et dårligt tegn, hvis dit tal for eksponeringer er opadgående, da det er sjældent, at du ryger direkte ind i toppen – specielt hvis dine target keywords har høj konkurrence.

Click Through Rate (CTR)

Afledt af eksponeringer og klik får vi CTR. CTR på et ufiltreret view er dog ikke i sig selv en specielt brugbar metric, da ikke alle eksponeringer er ens. En bruger er nemlig betydeligt mere tilbøjelig til at klikke på et resultat på toppen af siden end et resultat længere nede. I praksis betyder det, at du ikke kan sige om CTR-performance for et givet keyword er tilfredsstillende ud fra CTR alene. Du bør sammenholde også det med den gennemsnitlige positionen, samt hvordan SERP’en ser ud i forhold annoncer med videre. På den måde kan du fastslå, hvilke interventioner du bør sætte ind med – hvis nogen.

Rapporter i Google Search Console

Scroller du lidt længere ned i effektivitetsrapporten, bliver du mødt af følgende view:

Rapporter i Google Search Console

Forespørgsler

Fanen forespørgsler viser dig de søgeord, du er blevet fundet på i den viste periode, og du kan ud for hver enkelt forespørgsel se de før beskrevne metrics på det enkelte søgeord. Det er dog vigtigt at understrege, at ikke alle søgninger er med her – faktisk viser et studie fra ahrefs, at op imod halvdelen af alle dine kliks ikke kan tilskrives dine søgeord. Det er dog stadigvæk et ekstremt nyttigt værktøj i forhold til at finde potentielle søgeordsmuligheder samt sammenholde, om ens content svarer tilstrækkeligt på det, brugerne efterspørger.

Du har derudover mulighed for at filtrere efter forespørgsler, klik, CTR, placering og eksponeringer direkte i Search Console.

Google Search Console

Sider

Rapporten Sider giver dig mulighed for at arbejde med de samme metrics og filtrering her i relation til de sider, der bliver vist på Google. Du kan bruge denne rapport til at se, hvordan sider, du for nyligt har optimeret på, performer efter optimeringen eller sammenligne med tidligere perioder for at analysere på eventuelle fald eller stigninger. Du har her de samme filtreringsmuligheder som på forespørgsler dog med den ændring, at vi her har mulighed for at filtrere på sidernes URL i stedet for indholdet af søgeordet.

Øvrige rapporter i Google Search Console

De øvrige rapporter i Google Search Console vil beskrives kort her:

  • Lande gør det muligt for dig at se, hvordan dine eksponeringer, klik, CTR og position fordeler sig på tværs af forskellige lande, hvilket du kan bruge til analyse af, hvorvidt du i højere grad bør lokalisere dit content.
  • Enheder gør det muligt for dig at se, hvordan dine eksponeringer, klik, CTR og position fordeler sig på mobil, tablet og computer. Uanset fordelingen her er det centralt, at din side er mobiloptimeret, da dette i sig selv er en rangeringsfaktor for Google, uanset om dine brugere primært kommer fra mobil.
  • Søgelayout giver dig insights i forskellige typer sider, der indgår på dit site, heriblandt videoer, produkter og “god sideoplevelse”, hvor sidstnævnte vurderes ud fra Googles Core Web Vitals og mobilanvendelighed.
  • Datoer giver dig overblik over performance for de enkelte datoer.

Filtrering i Google Search Console

På baggrund af de før beskrevne metrics og rapporter kan der laves custom-filtrering ved at klikke på feltet nyt. 

Land filtering i Google Search Console

Filtrerer vi eksempelvis på forespørgsler, får vi følgende view frem:

Hvorfra vi får disse muligheder:

Ønsker vi at se, om brandkendskabet er steget, og vi deraf har fået flere brandede eksponeringer og klik til vores side, vil vi vælge “forespørgsler, der indeholder” og herefter skrive LAZZAWEB i feltet. Det kan også være, at vi ønsker at se på performance for generiske søgeord, og vi vælger derfor at ekskludere (forespørgsler, der ikke indeholder): LAZZAWEB for at se, om vi generelt er begyndt at performe på flere ikke-brandede søgeord.

Tilpasset (regulært udtryk) – regex i Google Search Console

I visse tilfælde er der brug for at kigge på flere søgeord ad gangen, og til dette bruges Tilpasset (regulært udtryk), hvor det er muligt at skrive regex. Dette er et kraftfuldt værktøj, og den mest simple usecase er, at du ønsker at eksludere/inkludere flere termer eller sider på én gang. Dette gøres ved at tilføje | mellem hvert af vores søgeord. Ønsker du eksempelvis at se alle søgninger, hvor SEO eller Google Ads indgår, vil du lave følgende regex: Google Ads|SEO 

Regex i Google Search Console

Nyttige regex tricks

Long tail keywords

Som sagt er regex et kraftfuldt værktøj, og det kan blandt andet bruges til at finde long tail keywords.

Her med to eksempler:

  • ^[\w\W\s\S]{40,}$

Hvis du filtrerer med dette regex i forespørgsler får du alle søgninger frem, der indeholder over 40 tegn, hvor du naturligvis kan erstatte 40 med det antal tegn, du ønsker at fremsøge.

  • (\w+\s){3,}\w+

Grunden til, at det er nyttigt at zoome ind på long tail keywords, er, at disse søgeord typisk er mindre konkurrenceprægede end kortere og bredere søgninger. Derudover får du muligheden for at finde ud af, præcis hvad dine brugere og potentielle kunder efterspørger.

Find spørgsmål

En anden fantastisk use case for regex er til at finde alle spørgsmål, din side bliver eksponeret på, så du får svar på, om du besvarer de spørgsmål, dine brugere har: 

  • ^(hvem|hvad|hvor|hvornår|hvorfor|hvordan|er|hvis)[” “]

Dette regex finder alle forespørgsler, der bliver fundet af klassiske hv-spørgsmål.

Sådan kommunikerer du ændringer til Google i Search Console

Sitemaps

Har du ikke allerede gjort det, bør du sørge for, dit sitemap er uploadet i Google Search Console, dette gøres ved at gå ind under fanen Sitemaps og derefter tilføje dit sitemap i følgende menu.

Har du ikke et indeks, bør du sørge for, at alle relevante sitemaps er tilgængelig her. Når de er lagt ind, kan du overvåge, hvor ofte det bliver læst af Google samt få et let overblik over, hvilke af dine sider der indgår – måske er der sider, du ikke ønsker i sitemappet, eller sider, der ikke er blevet tilføjet til sitemappet.

Indeksering og fjernelser

Indeksering

Har du netop lavet ændringer på en side eller oprettet en ny side, kan du med fordel anmode om indeksering. Dette gøres gennem URL inspection toolet, hvor du først skriver hele webadressen på den ændrede side.

Google Search Console indeksering

Du mødes derefter af følgende skærmbillede:

Webadresse er på Google

Her får du mulighed for at se aktuel indekseringsstatus på siden samt eventuelle udfordringer i forbindelse med indeksering. Har du lavet ændringer eller netop oprettet en side eller lavet større ændringer, kan du herfra klikke på anmod om indeksering for at gøre Google opmærksom på, at du ønsker siden crawlet igen. Bemærk, at dette ikke er en straksanmodning, men en tilføjelse til en prioriteret kø. Det betyder dog i praksis, at dine ændringer hurtigere slår igennem hos Google, end hvis du ikke anmoder om indeksering.


Har du mange URL’er, bør du overveje at benytte URL inspections API-tilslutninger. Dette vil dog ikke blive beskrevet i denne artikel.

Fjernelse af URL fra søgeresultatet

Der kan opstå situationer, hvor du ønsker et resultat hurtigt skal fjernes fra søgeresultater – eksempelvis hvis du ikke længere tilbyder en bestemt service, eller følsomme sider er søgbare på Google. Til dette benyttes: 

Fjernelser i Google Search Console

Her indsender du en anmodning om at få en given URL fjernet fra Google. Bemærk dog, at dette kun er en midlertidig fjernelse, og du skal sørge for, at siden enten fjernes eller opsættes med en noindex-regel for den enkelte side.

Generelt skal du dog være påpasselig med at fjerne sider fra indekset, da det kan skade din trafik, og du bør derfor altid have en strategi for, hvordan du fremadrettet vil targete søgeord, der stadigvæk er relevante fra den fjernede landingsside.

Disavow af links

Går du ind på https://search.google.com/search-console/disavow-links mødes du af følgende billede:

Disavow links i GSC

Her har du muligheden for at afvise links, der peger på din hjemmeside. Det betyder, at du fortæller Google, at de ikke skal tage et givent link i betragtning, når de evaluerer din hjemmesides linkprofil.

Som Google selv skriver, skal du være yderst påpasselig, når du bruger denne funktionalitet, og hvis du ikke ved, præcis hvad du laver, og hvorfor du gør det, bør du lade være. Det er nemlig ikke sikkert, at Google evaluerer de links, du arbejder med, som du selv vurderer dem.


Hvis du er nået frem til, at det er nødvendigt at lave et disavow, gøres det ved at uploade en .txt-fil med de sider, du ønsker afvist. Filen laves efter følgende opskrift:

# Side du ønsker afvist

http://spam.eksempel.dk/stuff/skumle-links.html

# Domæne du ønsker at afvise

domain:hacket-hjemmeside.dk

Afrunding

Forhåbentligt har artiklen givet dig en bedre forståelse af nogle af de analysemuligheder og værktøjer, Google selv stiller til rådighed direkte gennem Google Search Console. Vi håber, du har fået modet på at gå i gang med at arbejde målrettet med din organiske synlighed.

Skrevet af 
Organic Search Specialist

Spændende viden i præcis det format, du har lyst til

210 Trustpilot ratings
4,9
30 Google ratings
5,0
90 Facebook ratings
5,0
30+ dedikerede Google-specialister
Vækstet mere end 500 kunder siden 2015
Få dominans på Google

Klar på profitabel vækst?

Få profitabel vækst på Google med os som solid skaleringspartner. Vi ser og udnytter synergierne mellem Google Ads og SEO.