← Tilbage til artikler

SEO og AdWords – det bedste er en kombination

Hvis man vil blive set på internettet igennem søgemaskiner, er der typisk to veje, man kan vælge at gå; SEO eller AdWords. Der raser ofte et utal af diskussioner på nettet om, hvad der er bedst og giver den største ROI – Return on Investment. Det er selvfølgelig et interessant spørgsmål, som mange forsøger at gøre sig kloge på, og svaret vil ofte være forskelligt, alt efter hvem man spørger. Jeg mener dog, at en kombination af begge værktøjer giver det absolut bedste resultat, også selvom man i forvejen ranker højt organisk, hvilket jeg vil redegøre for nedenfor.

En god ide indledningsvist at fokusere på SEO

SEO, som er en forkortelse for søgemaskineoptimering, indebærer, at man optimerer sin hjemmeside i forhold til udvalgte, vigtige søgeord, som har relevans og betydning for ens målgruppe. Dette er en kunst i sig selv, og det kræver indsigt i en række kernebegreber, såsom keyword density, CRO (Conversion Rate Optimization), CTA (Call to Action) og USP (Unique Selling Points). Det er altså ikke umiddelbart noget, alle og enhver kan gå i gang med.

På trods af min status som inkarneret og erfaren AdWords mand vil jeg alligevel i langt de fleste tilfælde foreslå, at man som webshopejer fokuserer på søgemaskineoptimering først. Her kan man passende fokusere på at optimere sit tekstindhold eller sine meta beskrivelser/titler, så man opnår bedre placeringer i de organiske SERPs. De organiske søgeresultater er nemlig ekstremt vigtige for en nystartet webshop, og som jeg også senere vil komme ind på, kan stærke organiske rankings have en selvforstærkende effekt i forhold til også den betalte trafik.

Kombination giver bedre resultater

Er der en ulempe ved søgemaskineoptimering, så er det, at det ofte kan tage flere måneder, før man oplever reelle fremskridt i sine organiske rankings på de vigtigste søgeord. Ydermere er der rigtig mange faktorer, som har betydning i forhold til, hvordan man ranker på bestemte søgeord. Her vil Google blandt andet kigge på responsivitet, SSL certifikater, backlinks og meget mere. Man kan således ikke forvente en topplacering ved udelukkende at fokusere på onpage SEO, selvom det hjælper gevaldigt. Man må ligeledes væbne sig med tålmodighed, før resultaterne viser sig.

AdWords skaber derimod omgående resultater, idet du får vist dine annoncer i toppen af Google, hvorfor det umiddelbart giver rigtig god mening at kombinere det langsigtede – SEO – med det mere kortsigtede og mærkbare – AdWords. Endvidere viser en undersøgelse fra NYU, at såfremt man både har en høj organisk ranking og en betalt AdWords annonce, vil man opleve højere konverteringer – både organisk og via AdWords!

Det er i sig selv et fantastisk incitament til at fokusere på begge dele. Fokuser med fordel på SEO først, så du får en fornuftig struktur på dit website og en håndfuld skarpe landingpages, som både er optimerede ift. onpage SEO, men også i forhold til at drive betalt trafik mod disse sider. Har du sørget for en velstruktureret side med godt indhold og et intuitivt købsflow, har du også gjort dig selv eller dit AdWords bureau en stor tjeneste, når du/de engang skal opsætte AdWords kampagner.

Skrevet af Patrik Lazzarotto

CEO & Founder

Tilmeld vores nyhedsbrev