← Tilbage til artikler

Google lancerer ny funktion – find lokale produkter

Den ubetinget største søgemaskine af dem alle, Google, ændrer løbende deres søgealgoritmer, så oplevelsen bliver bedre for brugerne. I USA har man for nyligt lanceret en splinterny funktion, som forhåbentligt også indtager Danmark inden for den nærmeste fremtid. Der er tale om de såkaldte ”Local Inventory” annoncer, som grundlæggende set er en ny type reklamer, der vises sammen med forretningsprofilen på den lokale butik, som Google vil foreslå, når du søger efter en specifik, lokal butik.

Sådan fungerer det

Lad os sige, at du på Google søger efter ’Bilka Herning’. Du vil måske gerne have et overblik over åbningstider, en rutevejledning eller andre kontaktinformationer. Når du søger på en specifik (læs: lokal) butik eller forretning, vil du, hvis din søgning er præcis nok, få vist butikkens profil til højre for søgeresultaterne.  Det hedder også Google My Business. Det kan du oprette og læse mere om lige her. Den gratis visning, derude i højre side, der vil du kunne finde alverdens nyttig information, men med Googles nye funktion vil du i fremtiden også kunne se alle de varer, som du kan købe i denne lokale forretning.

Linket til dette lokale varelager vil fremgå under telefonnummeret. Når man klikker sig ind på den nye funktion, vil du blive ført til en landingsside, som administreres af Google og indeholder alle de produkter, den lokale annoncør sælger i sin butik. Som bruger kan du søge efter specifikke produkter, du har overblik over hvilke størrelser, du kan finde i butikken, og der vil også være notifikationer, hvis der kun er begrænsede mængder af den pågældende vare tilbage. Det vil være muligt for brugeren at klikke på en ’Shop online’ knap, som fører vedkommende til annoncørens webshop.

Potentiale for at skabe flere lokale salg

Her hos Lazzaweb spår vi, at denne funktion har et godt potentiale – også på det danske marked. Det vil være muligt at lave mere specialiserede, lokale kampagner, som forhåbentligt skulle generere et større afkast, end mulighederne tillader i dag. Google gennemfører dette tiltag som et svar på, at 1/3 af alle søgninger i dag er lokale, og udviklingen hen mod lokale søgninger lader ikke til at stilne af. Denne udvikling kan ikke bare ignoreres, og Local Inventory annoncerne er et godt bud på en løsning, som kan vise sig at skabe stor værdi for de annoncører, der har interesse i gøre deres lokale udvalg af produkter mere synligt og gennemsigtigt via af søgemaskinerne.

Funktionen vil sandsynligvis både betyde et øget salg via af annoncørens egen hjemmeside, men også i den fysiske butik, idet kunderne nu nemmere kan se hvilke produkter, de kan finde i deres lokale forretning. Nu behøves kunderne ikke at køre forgæves – med Local Inventory annoncer får man en større indsigt i, hvad der er på lager. Hos Lazzaweb afventer vi med spænding denne innovative funktions indtræden på det danske marked. Funktionen vil formentligt gennemgå diverse ændringer inden en lancering på Google.dk, men selve konceptet bag lader til at have et stort potentiale, som bare venter på at blive udnyttet. Vi følger løbende udviklingen og vil naturligvis opdatere bloggen, såfremt der sker væsentlige ændringer, og når den forhåbentligt rammer Danmark inden for en overskuelig fremtid.

Skrevet af Patrik Lazzarotto

CEO & Founder

Tilmeld vores nyhedsbrev